Aftenen

Vi sad paa Skræntet saa blødt i Græs 
  Og saae paa det brede Vand. 
Dybt nede var der et lille Næs 
  Med en Baad, en Dreng og en Mand. 
 
De satte Tofter i Baaden ind 
  Og sang til Hammerens Slag, 
Alt mens i Vester et rødligt Skin 
  Bebuded' den heldende Dag. 
 
Og Aftenen led, det dæmred' alt, 
  Og Skoven alvorlig stod. 
Paa Søen Skyggerne dybere faldt, 
  Og Lysningen Havet forlod. 
 
En drømmende Stilhed bredte sig ud, 
  En Længsel mod Aftenens Ro. 
De Smaafugle fløi ved Ømheds Bud 
  Til Rederne, To og To. 
 
Til Leiet hasted' de Fugle smaa 
  Og qvidred' med sagtere Røst; 
Og da jeg hen paa min Elskede saae, 
  Da sov ogsaa hun ved mit Bryst.