John Anderson

John Anderson, min Fryd, John,  
da først vi to blev kjendt,  
dit Haar var mørkt som Ravnen,  
din Pande brun og brændt;  
nu er din Isse bar, John,  
og bleget Lokkens Pryd.  
Velsign dog Gud din Tinding graa,  
John Anderson, min Fryd!  
 
John Anderson, min Fryd, John,  
vi gik paa Højen sammen,  
ja, mangen dejlig Dag, John,  
vi klatred op til Kammen;  
nu maa vi dulre ned, John,  
til visne Klokkers Lyd  
og slumre sammen ved dens Fod,  
John Anderson, min Fryd!