Aftenen

Indsvøbt i al sin Skræk og vred, og vild, 
Nedbruser han fra Bjergene — O flye, 
Du Roesens og de spæde Liliers Ven! — 
O skjærts ey meer saa tryg med Søelunds Høy! — 
Din Fiende kommer! — Flye du gyldne Soel! — 
Fra Helsinge — fra Østens nøgne Fjeld 
Nedbruser han — hans Aandedræt er Storm — 
Og huul og sørgelig, som Bølgens Lyd, 
Der tørner mod en ensom Klippes Fod; 
Er Lyden af hans Komme — Glædens Spor — 
Hvert yndigt Malerie af Grønt og Guld — 
Hver Gnist af Skovens skummende Christal — 
Hvert flygtigt Glimt af Bølgens sølvblaae Ryg, 
Har alt hans store Skygge sletted ud! — 
Bag ved den Morder er Naturen død! — 
O flye du Glædens Ven! — o skjærts dog ey 
Saalænge med Sophies gyldne Spiir! — 
Forlænge kysser du hver enkelt Busk, 
Hver vestlig Høy, hvormed du drevst din Skjærts! — 
De rødme ved dit kjælne Afskeeds-Kys! — 
Snart skal de blegne! — som den stolte Møe, 
Hvis Hjerte Helte kun tør trettes om — 
Hvi sidder hun, saa ensom i sin Port — 
Saa tankefuld? — Hvi løfter hun saa tit, 
De store Øyne; dem, som Dyd, og Mod, 
Og Viisdom, og endnu jeg veed ey hvad, 
Saa yndigt blandes i — Hvi løfter hun 
Dem smagtende saa tit mod Bjergets Vey? — 
Hun venter ham — sit Hjertes skjulte Haab — 
Sin stille Tankes Ven — den unge Helt — 
Hun skildrer ham sig seyerrig — beladt 
Med Jetters Rov — og alt tillaver hun 
Et meer end venligt Smiil; og Helte Sang — 
Og paa sit Skjød udbreder Kampens Møe, 
Det bunte, det med Guld isprængte Skjærf, 
Som hun har virked til sit Hjertes Helt — 
Nu kommer han — han kommer! --- ha, han flyer! -- 
Nu blusser hendes Kind — Hun skjuler vred 
Det Guldisprengte Skjærf — Men ak hun seer 
Den sorte Jette, som forfølger ham 
Med høyt opløftet Sværd — Nu zittrer hun — 
Nu svømmer hun i Graad — Hun blegner — Flye 
Guuldhaarede, før Jetten knuser dig! — 
Saa rødme Leyre Høye ved din Flugt — 
Og vrede skjule de der' gyldne Pragt, 
Som hver for sig udbredte dig til Lyst; 
Du bunte Høyes Elsker! — Men de see 
Din sorte Fiende — Skrækkelig og vild 
Forfølger han der' Ven i lange Skrit — 
Da zittre de — da svømme de i Dug — 
Snart skal de blegne! — Flye du elskte Soel, 
Før Jetten naaer dig! — Guul er Jettens Hjelm, 
Som Dødens Farve — Fra dens høye Kam 
Nedsvæver Busken, smudsig rød og bleg, 
I tynde Streifer af hans brede Ryg! — 
Sort er hans Skjold, som Sorgen — Som det Floer, 
Bag hvilket Enken græder — Skrækkeligt, 
Som Almagts Sløer, hvormed den skjuler sig, 
Naar den i Harm tillaver Dødens Ild — 
Et ildrødt Meteor, er Jettens Sværd — 
O see det lyne bag hans Hjelm! — og flye, 
Du milde Kjæmper med de gyldne Haar! — 
  Ewald.