Til Nanna

Du, som for Ulykkeliges Vee
Blot Medlidenhedens Varme kiender —
Du, hvis Rosen-Kinders Lilie-Snee
Kun en evig Uskylds Rødme tænder —
Nanna med de jomfrukolde Hænder!
Fly mig ikke paa din Engle-Vei!
Frygt den ei, du Hulde, frygt den ei,
Frygt den ei, den Flamme, som mig brænder!
Lad den brænde høi og stærk og mild!
Den er reen og puur, som Himlens Ild,
Hellig, som det hellige, den nærer!
Nærm dig frit! den brænder jo kun mig;
Intet, Grumme, smelter den hos dig,
Mens mit hele Hierte den fortærer.
Nanna! — men jeg er ulykkelig;
Und mig, hvad du hver en Ussel skiænker,
Som dit Øie seer i Smertens Lænker!
Vil du medynksløs undvige mig,
Blot fordi jeg aander, føler, tænker,
Medens Flammen, du allene nærer,
Mig allene med sin Ild fortærer,
Intet, intet, intet, uden Dig?